Sensationen lurede i Fredensborg
Der duftede lidt af storkamp på Fredensborg Stadion, da storebror Helsingør fra 1. division kom på besøg, og hvor hele 842 betalende tilskuere fik en underholdende og spændende eftermiddag, hvor de så et hjemmehold for fuld udblæsning i en flot anden halvleg.
Helsingør var bedst inden pausen, hvor de scorede kampens enlige mål, Fredensborg var klart bedst efter sidebyttet, men manglede de små marginaler og endte med at tabe 1-0 på trods af massiv overvægt i spil og chancer.
”Jeg er rigtigt stolt af drengene,” sagde træner Claus Larsen lige efter kampen, ”vi havde fortjent en omkamp, dommeren kunne for eksempel have dømt det straffespark, der blev begået lige foran ham.”
Fredensborg var fra starten af kampen indstillet på at forsvare sig ved at stille sig lavt på banen, håbe på en hurtig omstilling, baseret på Mads Brøndberg og Tobias Toftesgaard, da man nu manglede Tobias Andersen og eventuelt udnytte en dødbold til at score et måske afgørende mål.
Det nærmeste, man kom, var Emil Sørensens hovedstød over mål midt i halvlegen, medens gæsterne var anderledes nærgående og tvang Jesper Christensen ud i flere store redninger. Han stod måske en anelse forkert, da gæsternes Mikkel Knudsen sparkede et frispark direkte i mål på frispark i det lange hjørne, men ellers var keeperen overordentligt stærkt spillende.
I anden halvleg satte hjemmeholdet sig gradvist på kampen, med en halv time igen blev Kasper Antonsen rykket i front, og det kom til at lægge et tungt tryk på hjemmeholdet, der dygtigt, men også heldigt fik forsvaret føringen kampen ud.
Mathias Olesen var tæt på at overliste hele venstresiden og keeper på en flot solotur helt ude fra sidelinjen og in under mål, og Christian Schulze havde en overordentligt stor mulighed for at score, fri i venstre side, men venstrebenet var en anelse koldt og afslutningen uskarp.
10 minutter før tid blev Mads Brøndberg hevet omkuld af gæsternes Kasper Enghard, men dommeren og linjedommeren fokuserede på bolden i højre side, og Brøndberg blev således forhindret i at nå frem med ulovlige midler.
Det opmuntrende for Fredensborg, som holdet kan tage med videre fra pokalturneringen, var, at man matchede et hold fra landets næstbedste række og faktisk spillede helt lige op med dem, fulgte dem helt til dørs med et tungt tryk, der antyder, at det i hvert fald ikke er træningstilstanden, der fejler noget.
”Nu er vi ude, pokalturneringen har fyldt lidt for meget, nu drejer det sig om at samle point i turneringen, og det kunne passende starte i Hillerød på lørdag,” sluttede træneren.