Menu

Nedtur for Fredensborg i Ballerup

BO HILSTED
25. maj 2015 kl. 09:53
Holdet tabte 2-1 til BSF efter at have spillet en god time i undertal.

Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt for Fredensborg i Ballerup Idrætspark, da man mødte BSF i en kamp om vigtige point for at undgå at rykke ud af danmarksserien.

Først blev anfører Kasper Antonsen skadet to minutter inde i kampen, da han kom skævt ind i en tackling og derefter forvred knæet. Antonsen blev senere kørt på skadestuen, og i skrivende stund vides det ikke, hvor slemt det er med knæet.

Medens gæsterne fik struktur på holdet efter om rokeringerne, fik man holdt hjemmeholdet stangen, indtil kampens 24. minut, da en lang diagonalpasning gik over Nicolai Ly skov, hvorefter keeper Emil Lindberg kom for sent i en tackling og fældede sin direkte modstander.

Den kvindelige dommer vinkede først afværgende, hvilket virkede som en meget venlig vurdering, men da hun efterfølgende konsulterede linjedommeren, blev det til straffespark og rødt kort til Emil Lindberg, en forkert dom, da angriberen med sit lange træk havde mistet bolden, så et gult kort havde været den korrekte dom.

Michael Gorm Nielsen kom i mål, men kunne ikke redde sparket, 1-0 til BSF, der nu ikke havde virket som en skræmmende modstander, og Fredensborg fik da også udlignet på et pragtfuldt spark af Tobias Andersen, der modtog bolden fra Christian Schulze og smart vippede den op i målhjørnet fra kanten af straffesparksfeltet, 1-1 og en flot scoring.

Kort før den ordinære spilletids ophør blev Anton Valentiner fældet, klart straffespark, dømt af kampens udmærkede dommer, men Emil Sørensen fik ikke ordentligt træf på bolden, og hjemmeholdets keepere havde let ved at klare det upræcise forsøg.

I dommerens tillægstid fik BSF til gengæld scoret igen, da en angriber heldigt og smart fik bolden med sig og lagde den i mål, utageligt for Michael Gorm Nielsen.

I anden halvleg spillede Fredensborg lige op med hjemmeholdet og havde lige så mange og store chancer som dem, Tobias Andersen måske med den bedste mulighed på en bold skråt tilbage fra venstre, men Andresen fik ikke det vanlige, tørre træf.

I den anden ende reddede Michael Gorm Nielsen Fredensborg i et par direkte konfrontationer med hjemmeholdets angribere, men der blev ikke scoret yderligere, så det blev til et ærgerligt nederlag til Fredensborg, der havde fortjent bedre.

Nu er holdet bare et point over nedrykningsstregen, til gengæld har holdet den bedste målscore, og det kan vise sig at være et point værd.

Fredensborg møder B 1903 på udebane lørdag den 30/5 kl. 13.00.

Christian Schulze markeres tæt, medens målscorer Tobias Andersen lurer på chancen.

Christian Schulze markeres tæt, medens målscorer Tobias Andersen lurer på chancen.
Foto Bo Hilsted


Mathias Olesen på vej igennem i venstre side.

Mathias Olesen på vej igennem i venstre side.
Foto Bo Hilsted


Kilde:

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk