Humlebæk tabte lokalopgøret i Fredensborg
Vi havde måske været lovligt hurtigt ude med at dømme Humlebæk ude, for der var stadig en mulighed for at redde sig, vel at mærke hvis man vandt lokalopgøret i Fredensborg mod et hold, der kunne rykke op i serie 1.
Og Humlebæk fulgte da også pænt med i den første halve time, hvor det blev til en enkelt friløber til Jonas Zidi, der manglede den fornødne koldblodighed til enten at score over den fremstormende keeper eller at trække det nærliggende straffespark.
Fredensborg svarede prompte igen og scorede direkte på frispark, lidt senere fik Mikkel Jappe en udvisning på ti minutter, og så scorede Fredensborg til både 2 og 3-0, hvorefter kampen var afgjort.
Kort før pausen blev det 4-0, der blev kampens resultat, Humlebæk kunne ikke mere, Fredensborg ville ikke mere, der var faktisk klasseforskel på de to hold.
Fredensborgs mål blev scoret af Nicolai Lyskov 2, Nicolai Boje Andersen og Frederik Brandt.
Hatten af for Fredensborg, der nu har et andethold i serie 1, medens nedrykningen må føre til en del selvransagelse i Humlebæk, der på papiret havde et bedre hold at spille med, end det der rykkede ned.
”Vi har ikke været gode nok,” erkendte træner Kim Engelsen, ”og det gælder hele vejen rundt, også trænerteamet.”
”Vi skal starte forfra og se, hvem der vil det her, og så må vi tage den herfra, det bliver en lang og hård proces,” sluttede træneren.