Fredensborg var klart bedst mod Roskilde
Christian Schulze helt fri til scoring 1-0
Nederlaget til Vanløse i seneste spillerunde sved på spillere og trænere, mest på grund af måden, det skete på, og da Fredensborg så måtte stille til kamp mod topholdet fra Roskilde i en decimeret udgave, kunne man frygte det værste.
Men Nicolai Lyskov og Frederik Jegind, der erstattede Tobias Andersen og Patrick Kofoed gjorde det rigtigt godt, og Fredensborg kontrollerede faktisk kampen, der igen blev spillet i Humlebæk, fra start til slut.
Forsvaret stod godt med Kasper Antonsen og Mads Lyskov i det centrale forsvar, og Laurits Lund og Emil Sørensen bandt midtbanen glimrende sammen, suppleret af rutinerede Michael Gorm Nielsen.
Og det var sidstnævnte, der rutineret vendte rundt med bolden halvejs inde i første halvleg og sendte Christian Schulze af sted mod mål, og alene med keeperen svigtede Schulze ikke, 1-0 til Fredensborg.
Og Christian Schulze var på pletten igen efter 44 minutters spil efter et opløb i højre side, Schulzes afslutning blev rettet af, men fandt alligevel netmaskerne, et rigtigt godt tidspunkt at få scoret på.
I anden halvleg forsøgte gæsterne fortsat at lægge tryk på Fredensborg med lange bolde, men hjemmeholdet stod distancen, og midt i anden halvleg afgjorde Emil Sørensen kampen efter et perfekt oplæg fra Nicolai Lyskov i venstre side, igen blev bolden rettet af, men glæden var såmænd lige stor over det flotte mål til 3-0.
Emil Lindberg var sikkerheden selv i Fredensborgs mål og havde en stor redning et kvarter før tid, men fik så åbenbart så megen selvtillid, at han i en hasarderet dribling i eget straffesparksfelt fik foræret bolden til gæsternes spids, og dermed var stillingen 3-1, kamopens slutresultat.
Fredensborg spillede bedst, turde spille sig igennem gæsternes kæder med struktureret opspil, hvorimod Roskilde KFUM forfaldt til at spille for ensidigt meget af kampen.
?Vores første halvleg var virkelig god,? sagde træner John Andersen efter kampen, ?og med de afbud, vi havde, var det flot at spille så godt i store dele af kampen. Vi fik lukket deres farlige kanter ned, og de kunne egentlig bare leve på lange bolde fremad banen,?
Fredensborg tabte den tilsvarende kamp 1-7 i Roskilde, så forårsregnskabet ser fint ud, men der er stadig hård kamp om at komme fri af nedrykningsstregen, hvor Fredensborg på 5. pladsen er et point fra stregen, men med en positiv målscore, der i sidste ende kan vise sig at blive guld værd.
Fredensborg møder Jægersborg på udebane lørdag den 2/5 kl. 13.00.
Kilde: