Menu

Fredensborg tabte topopgøret

06. juni 2014 kl. 09:07
Trods drømmestart og føring 2-0 mistede Fredensborg grebet om kampen og tabte 2-3 til Herlev

 

Patrick Kofoed header Fredensborg foran 1-0 efter fem minutters spil.
Foto: Bo Hilsted


Af Bo Hilsted

På en dejlig sommeraften på en indbydende grønsvær leverede Fredensborg og Herlev en rigtig god fodboldkamp, der var to tophold værdige.

Kampen fulgte et velkendt mønster for denne sæson med Fredensborg hurtigst ud af startblokkene, denne gang med to scoringer på ti minutter, uden at kunne lukke kampen efterfølgende.

Et målmandsdrop af vikarierende Lars Jespersen satte gæsterne i gang, men Fredensborg kom igen, og Tobias Andersen havde en gigantisk mulighed for at sende Fredensborg til pausen med en føring på 3-1, men Tobias Andersen bragede bolden på overliggeren, og derfra gik det den forkerte vej for hjemmeholdet, der tabte grebet om kampen efter pausen og endte med at indkassere to mål på hurtige omstillinger.

”Havde vi inden sæsonen talt om, at vi skulle være med i sæsonfinalen om oprykning, havde ingen troet os,” sagde en tydeligt skuffet træner, Thomas Gammelgaard efter kampen, ”vi taber på et par dumme personlige fejl, men gutterne fortjener al mulig ros for deres indsats.”

Fredensborg kom foran på et flot mål af Patrick Kofoed, der headede Tobias Andersens perfekte hjørnespark i nettet, og Michael Konge øgede til 2-0, da han køligt satte en friløber forbi gæsternes keeper, og der var kun spillet ti minutter.

Fredensborg sad på midtbanen med Kasper Antonsen og Michael Gorm Nielsen i kontrollerende roller, men midt i halvlegen tabte Lars Jespersen et relativt ufarligt forsøg, og returen blev sparket i nettet.

Ti minutter senere blev Tobias Andersen spillet helt fri foran mål efter flot opspil i højre, men Tobias Andersen overplacerede forsøget, og bolden klaskede mod overliggeren, og disse to situationer afgjorde uden tvivl topopgøret.

Herlev kunne gå til pausen med skindet på næsen, Fredensborg med følelsen af ikke at have fået nok ud af overtaget, og i anden halvleg var matchbilledet det samme som ved slutningen af første halvleg med hjemmeholdet på boldjagt.

Og midt i anden halvleg kom så dødsstødet med to mål på tre minutter, idet et sjusket boldtab i højre angrebsside førte til en hurtig omstilling, der endte i målet via Lars Jespersens fod, og tre minutter senere gik Herlev igennem Fredensborgs venstre forsvarsside, og bolæden blev lagt ind foran mål, hvor den blev sparket i mål trods et hjemmehold i overtal i forsvarszonen.

Og derved blev det, temperamenterne kogte, men dommeren formåede at få afviklet opgøret på en betryggende måde, og kampen fik trods alt den rigtige vinder, idet Herlev formåede at udnytte de muligheder, de fik, medens Fredensborg havde stor øre af den velspillede og spændende kamp.

Fredensborg møder AB Tårnby på udebane lørdag den 14/6 kl. 15.00.


 

Bolden på vej overstregen
Foto: Bo Hilsted



 

Tobias Andersen fyrer af, men desværre for Frdensborg gik bolden på overliggeren
Foto: Bo Hilsted



 

Kasper Antonsen i luftduel med gæsternes forsvar
Foto: Bo Hilsted


 

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk