Menu

Fredensborg mistede initiativet

06. september 2014 kl. 21:11
Efter en lovende start kom Vanløse stærkt tilbage og udlignede til 1-1 i slutningen af kampen

 
Fredensborgs målscorer til 1-0, Mathias Olesen, i aktion i Vanløses starffesparksfelt
Foto: Bo Hilsted


Af Bo Hilsted
Fodbold, danmarksserien: Det er blevet en lidt kedelig vane for Fredensborg at have initiativet i starten af kampen for siden at miste det og sætte point til i sidste del af kampen.

 

Mod Vanløse startede begge hold forsigtigt, men Fredensborg fik først hold på spillet, og det var ikke helt uventet, at Matthias Olesen bragte hjemmeholdet på 1-0 på en god afslutning fra venstre side, efter Tobias Andersen og siden Frederik Jegind havde forsøgt sig – i øvrigt efter et velkomponeret angreb, bygget op helt nede fra de bageste rækker.

Men her begyndte Fredensborg så – bevidst eller ubevidst – at trække sig, og gæsterne blev mere nærgående, så Andreas Jensen måtte parere, da Vanløse gled uhindret igennem Fredensborgs midterforsvar, og siden måtte man prise sig lykkelige for, at linjedommeren havde set en offside på Vanløses udlignende mål, en retur fra Andreas Jensen på et frispark blev headet i mål, men dog underkendt.

Vanløse fortsatte, hvor de slap efter pausen, selv om Fredensborg havde enkelte forsøg, Kasper Antonsen havde et lumsk hjørnespark, der var på vej direkte i mål, og kort efter et frispark, der var tæt på at gå i mål, men Andreas Jensen parerede flot i den anden ende, da gæsterne blev nærgående.

Anton Valentiner fik kastet sig og blokeret for Vanløses udligning ti minutter før tid, og i den anden ende løb Christian Brostrøm forkert til Christian Schulzes flade bold ved nærmeste stang, og så kom den næsten forudsigelige udligning:

Et klodset og unødvendigt frispark lige foran midten af målet tæt på straffesparksfeltet, en fejlplaceret mur med keeperen stående i den forkerte side, og så var det en smal sag for en venstrebenet skytte at lægge bolden udenom muren og i mål til 1-1.

Det var ikke ufortjent, at Vanløse udlignede, men omstændighederne omkring udligningen fik det til at se ud, som om Fredensborg havde tabt kampen.

Med seks nedrykkere fra danmarksserien i denne sæson vil der komme en række meget tætte kampe, hvor der vil blive fightet om hvert point, og hvor det gælder om at kende sin besøgelsestid, og her har Fredensborg endnu lidt at lære.

Kilde:
 

 

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk