Fredensborg meget tæt på 2. division
Fredensborg har nydt udsigten fra toppen af danmarksserien de sidste par uger, og efter lørdagens sejr over Ledøje-Smørum på 1-0, der også var stillingen ved pausen, er udsigten endnu smukkere, idet nærmeste forfølger, Avedøre dummede sig og tabte, hvorved Fredensborg kan tillade sig at tabe en af de sidste tre kampe og stadig rykke op.
"Det er tæt på, at jeg får stress af det her," sagde træner Claus Larsen efter den snævre hjemmebanesejr, "vi burde have afgjort det hele lige efter pausen, hvor vi havde to kæmpe chancer for at score til 2-0."
Men det var alligevel en relativt rolig dag på kontoret for træneren, for hans hold var i fuld kontrol den første halve time af kampen, hvor holdet spillede blændende og skabte mange chancer, og de første ti minutter af anden halvleg var bestemt også seværdige, men så ebbede kampen ud, gæsterne kunne ikke rigtigt noget, og hjemmeholdet var tilfredse med den smalle føring.
Målet var til gengæld til topkarakter i disse eksamenstider. En bold ud i venstre side til Niclas Marloth, Mads Skovby afledte opmærksomheden med et overlap på ydersiden, men Marloth spillede i stedet bande med Emil Søre3nsen, pasningen lå perfekt og et lille chip over den fremstormende keeper afgjorde sagen. Et mål af højeste klasse.
Lidte senere var Marloth på spil igen og tvang en forsvarer til en hasarderet tilbagelægning, der blev reddet på målstregen af keeperen, men så trak Fredensborg sig lidt, som de har for vane, og det benyttede Ledøje-Smørum sig af til at skabe et par store tilbud, der dog blev afværget af Fredensborgs stærke forsvar, der formentlig tæller seriens bedste midtstopperpar i Patrick Kofoed og Casper Abildgaard.
I starten af anden halvleg fik Niklas Skou en kæmpe chance, men afsluttede lige på keeperen tæt under mål, og Faruk Gøde fik en lignende mulighed ti minutter senere, men blev også pareret, og så trak Fredensborg sig og lod uret gøre arbejdet, så at sige.
Der er blot scoret tre mål på Fredensborg i dette forårs ti kampe, det vil sige 7 clean sheets, og det er også målmand Jesper Christens fortjeneste.
Han tager hvad der kommer og giver forsvarerne den fornødne sikkerhed ved sine sikre indgreb, men også Tobias Nilsson og Mads Skovby på de to backs spillede meget sikkert.
Fredensborg møder FA 2000 på udebane fredag den 3/6 kl. 18.30.
Her var det tæt på 2-0 i første halvleg, men målmanden reddede på stregen Foto: BoHilsted
Tobias Nilsson i et godt gennembrud på højre kant Foto: Bo Hilsted
Jesper Christensen stod atter en fejlfri kamp i Fredensborgs mål. Foto: Bo Hilsted
Casper Abildgaard i aktion i modstandernes straffesparksfelt. Foto: Bo Hilsted
Kilde: