Fredensborg mangler heldet
”Jeg kan næsten ikke mindes at have været så uheldig,” sagde en frustreret Claus Larsen, Fredensborg træner, efter nederlaget på hjemmebane til Allerød, der vandt 3-0.
”De stod stærkt defensivt, og vi var måske ikke dygtige nok til at flytte dem, men den kæmpechance, kan jeg næsten ikke komme mig over.”
Claus Larsen hentyder til kampens helt afgørende fase, da Fredensborg, bagud 1-0, fik frispark i venstre side et lille kvarter før anden halvlegs afslutning.
Emil Sørensen sparkede den hårdt på mål, den passerede målmanden, og Laurits Lund stod ved fjerneste stang og skulle bare sætte indersiden på for at skubbe bolden i det tomme mål, men i stedet ramte han den så forkert, at den røg tilbage til keeperen.
Og for at gnide salt i såret, gik Allerød op i den modsatte end og øgede til 2-0 med 12 minutter igen, og så var der næsten ikke mere i Fredensborg, der indkasserede et mål mere, så man endte med at tabe 3-0.
”Vi mangler heldet, men må også erkende, at danmarksserien er blevet en stærkere række, hvor man bliver straffet konsekvent, hvis man laver fejl, og det må vi tage til efterretning,” sluttede træneren.
Første halvleg var helt lige med få chancer, Fredensborg havde det bedste forsøg ved Tobias Andersen, men det blev ved 0-0 ved pausen.
Bedste mand var 200-kamps jubilaren Kasper Antonsen, der blev hyldet med blomster inden kampen.
Fredensborg møder Herlev på udebane lørdag den 29/8 kl. 13.00.
Kilde: