Fredensborg manglede heldet
Så gik den ikke længere for træner Claus Larsen og hans succesrige mandskab, for efter 11 kampe måtte man se sig slået denne gang af Virum, der gentog efterårets sejr på 1-0.
Efter en lidt afventende start kom der gang i sagerne omkring 15 minutter inde i kampen, da Tobias Toftesgaard tilsyneladende blev fældet i modstandernes straffesparksfelt, men dommerens fløjte var tavs.
”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at dommeren ikke kan se, at han sparker støttebenet væk under mig,” sagde en frustreret Toftesgaard på vej til pauseteen.
Umiddelbart efter blev Fredensborgs forsvar for en sjælden gangs skyld taget på sengen af en lang bold frem i højre side, målmand Jesper Christensen kom forkert ud, og boden blev lobbet over ham og i mål.
Christensen gjorde skaden god igen omkring den halve time med en fantomredning på et hovedstød efter hjørnespark, og Virum var som Fredensborg farlige på dødboldene.
I anden halvleg fik hjemmeholdet overvægt i spil og efterhånden også i chancer, men man opdagede nok for sent, at gæsternes bageste var stærke i hovedspillet, så de mange indlæg sjældent nåede frem.
Det blev til et skud på overkanten af sammenføjningen af Kasper Antonsen, et hovedstød i sidenettet af Casper Abildgaard, men i mål kom bolden ikke.
Fredensborg manglede den afgørende spiller, der kunne sætte en mand eller to af, spillet blev næsten for forudsigeligt, men med de berømte marginaler med sig var det trods alt blevet til et point.
Til gengæld var defensiven stærk trods den enkelte blunder ved Virums scoring og trods savnet af anfører Patrick Kofoed, og på midtbanen var Emil Sørensen en meget markant spiller med sit gode blik for spillet.
Fredensborg møder Jægersborg på udebane tirsdag den 10/5 kl. 19.00.