Menu

Fredensborg holdt stand mod topholdet

Bo Hilsted
28. marts 2016 kl. 17:22
På et flot mål af Mads Brøndberg vandt Fredensborg lidt heldigt 1-0 over GVI på udebane

Det var fine forhold, mange tilskuere og flot forårsvejr, da Fredensborg sparkede foråret i gang på udebane mod topholdet med en overraskende sejr på 1-0, målet scoret af Mads Brøndberg efter et kvarters spil på en flot firsttimer fra distancen på en returbold efter et langt indkast ind i hjemmeholdets straffesparksfelt.

”Vi var heldige,” sagde træner Claus Larsen efter kampen, ”men vi leverede en flot arbejdsindsats, hvor hele holdet arbejdede stenhårdt på at få et resultat med hjem.”

GVI var mest på bolden i første halvleg, hvor det blev til et par meget store muligheder, som gik forbi Jesper Christensens mål, og i anden halvleg var det nærmest spil til et mål, men hjemmeholdet kunne ikke nedbryde gæsternes stærke og meget kompakte defensiv.

Fredensborg var uden karantæneramte Kasper Antonsen og Tobias Mikkelsen, der er skiftet til Hillerød, til gengæld var Michael Gorm Nielsen, Casper Abildgaard – meget stærk centerforsvarer, så længe knæet holdt - og Nicklas Skou nye ansigter på holdet. Og de gjorde det alle flot.

20 minutter før tid fik GVI straffespark, vist nok for hands på Patrick Kofoed, men symptomatisk for topholdets indsats og træfsikkerhed endte sparket ude i nærheden af pølseboden.

Til gengæld fik Fredensborg de forudsigelige muligheder, da GVI satsede alt i slutfasen, men Nicklas Skou og Nikolai Wisborg måtte nøjes med at være tæt på med et par giftige afslutninger.

”Inden sæsonen var vi af bookmakerne tippet til at være dumpekandidat, nu ligger vi lige efter topholdene, så det kan blive spændende mod Avedøre på lørdag. Vi har skader og karantæner, men går det helt galt, må jeg selv spille,” joker træneren.

Det bliver spændende at følge Fredensborg i foråret, fundamentet er der til en topplacering med den stærke defensiv, og holder den, skal målene nok komme.

Fredensborg møder Avedøre på hjemmebane lørdag den 2/4 kl. 13.00.

GVI sparkede et straffespark helt forbi Fredensborgs mål i anden halvleg. Foto: Bo Hilsted

Patrick Kofoed vinder en hovedstødsduel i gæsternes straffesparksfelt. Foto: Bo Hilsted

Casper Abildgaard var en meget stærk midterforsvarer og et godt supplement til et stærkt forsvar. Foto: Bo Hilsted

Debutanten Nicklas Skou gjorde det godt på højrekanten. Foto: Bo Hilsted

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk