Menu

Fredensborg: Giv os FCK eller Brøndby

02. september 2015 kl. 21:37
Fredensborg sendte i går B1908 ud af DBU Pokalen og håber nu på at trække en stor modstander i næste runde.

Fredensborg fra Danmarksserien slog i går 2. divisionsholdet B1908 ud af DBU Pokalen, og nordsjællænderne er dermed med i bowlen, når der trækkes lod til tredje runde i turneringen.


- Vi spillede en god kamp og vandt fuldt fortjent. Det var en mandfolkepræstation af spillerne, og vi formåede at holde B1908 væk fra store chancer, siger træner Claus Larsen til bold.dk.

- B1908 var bedre og hurtigere end os i starten, men vi kæmpede os ind i opgøret. Vi fik en mand vist ud med ti minutter igen, men der fightede vi forbilledligt og holdt dem fra store chancer, så jeg er meget tilfreds.

Claus Larsen har en fortid som træner i BSV og var også i tredje runde i sidste sæson med BSV, hvor Skive blev endestationen. I denne sæson håber Larsen på en mere prominent modstander.

- Vi vil selvfølgelig gerne have en stor kamp mod FC København eller Brøndby. Og FC Midtjylland vil da også være helt fint.

- Spillerne fortjener at få en kæmpe oplevelse, som en kamp mod et af de hold jo altid vil være. Vi vil selvfølgelig gerne nå langt i turneringen, men jeg håber på, vi trækker en af de helt store. Det ville være fantastisk for alle i klubben.

Der er lodtrækning til tredje runde torsdag klokken 13.00.

 

Kilde: 

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk