Fredensborg fortsætter med at imponere
Bundholdet fra Allerød fik lov til at lege med i starten af danmarksserieopgøret på Allerøds nye, flotte anlæg, men så satte Fredensborg sig tungt på spillet og lo ikke hjemmeholdet komme til nævneværdige muligheder.
Fredensborg spiller ud fra en kompakt defensiv, bygget op omkring de to meget stærke centerforsvarere Patrick Kofoed og Casper Abildgaard, og så har man hurtige fold på kanterne i Mads Skovby, Tobias Nilsson og Nicklas Skou, der gerne vil med frem.
På midtbanen huserer anfører Kasper Antonsen og Emil Sørensen, og fremme er Tobias Toftesgaard en farlig herre.
Det blev Kasper Antonsen, der åbnede ballet på hovedstød efter et kvarters spil, og omkring den halve time øgede Tobias Toftesgaard til 2-0 på Kasper Antonsens oplæg, og i anden halvleg slog Tobias Toftesgaard sejren fast med sit andet mål på Mads Skovbys fine oplæg.
”Vi er nu ubesejrede i ni kampe i træk,” sagde træner Claus Larsen efter kampen, men vi ved jo også godt, at det ikke kan blive ved, men drengene arbejder stenhårdt, og hver uge må jeg jo skuffe rigtigt gode spillere, der ikke kan komme på, fordi der er så stor konkurrence om pladserne.”
Sejren bringer Fredensborg med i den absolutte topstrid, to point efter duksen Herlev, der kommer på besøg på lørdag i et meget interessant topopgør.
Kampen mellem Fredensborg og Herlev spilles i Fredensborg lørdag den 16/4 kl. 13.00.