Menu

Fredensborg forsvarede førstepladsen med flot sejr over BSV

Bo Hilsted
23. maj 2016 kl. 06:34
Med en sikker sejr på 4-0 i fredagens kamp satte Fredensborg konkurrenterne under maksimalt pres

For Fredensborg, der var kommet foran 1-0 på Emil Sørensens drømmehug oppe i fjerneste krog af målet efter 20 minutters spil, var trykket noget tilbage af hjemmeholdet, der jagtede udligningen med højt pres, tætte markeringer og hurtige pasninger omkring Fredensborgs straffesparksfelt.

Men Fredensborgs målmand Jesper Christensen hev først en kanonredning frem omkring de 40 minutter efter et skråskud ved den fjerneste opstander, to minutter efter en mindst lige så flot parade, dog med en returbold, der blev knaldet på overliggeren, og mens træner Claus Larsens hjerte prøvede at slå normalt igen, spadserede Niclas Marloth igennem hjemmeholdets forsvar på en flot solotur helt fra banens midte og lagde smukt bolden over i det fjerneste hjørne af målet til 2-0.

Og havde BSV fået indgydt lidt mod på livet i pausen, forsvandt det ganske hurtigt på et korrekt dømt straffesparkmod Niclas Marloth fire minutter ind i anden halvleg, som Casper Abildgaard eksekverede sikkert, og derefter var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse, for Fredensborg var bare en klasse bedre i anden halvleg.

Anton Valentiner sprang flot op og nikkede med et danseskolebuk bolden i mål til 4-0, og dermed fortsatte Fredensborg sin imponerende pointhøst på udebane, hvor det kun er blevet til et enkelt nederlag i de seneste ni udekampe.

”Vi var lidt heldige i første halvleg,” sagde en tilfreds anfører Patrick Kofoed efter kampen, ” de har et par store chancer ved 1-0, men vi scorer til 2-0 og lukker så kampen ved 3-0 lige efter pausen.”

”Vi er et godt hold, uden de store stjerner, ingen føler sig bedre end andre, vi står sammen, kæmper sammen, og det skyldes i høj grad, at bestyrelsen investerede i en træningstur til Tyrkiet inden sæsonstarten, for det var en god investering,” sluttede anføreren.

Træner Claus Larsen var meget tilfreds: ”Det var den bedste første halvleg, jeg har set i danmarksserien i år, for BSV er et godt hold og spillede godt inden pausen, men efter pausen var vi klart det bedste hold.”

”Det her er en 100 m, hvor vi nu har løbet 84 meter, og så må vi se, om vi holdet løbet hjem,” sluttede træneren med et letfatteligt billede.

Og noget tyder på, at Fredensborg godt kunne holde hjem, for indsatsen denne fredag aften på den velplejede grønsvær på Rundforbi Stadion gav løfter om mere end danmarksserien.

Fredensborg møder Ledøje-Smørum på hjemmebane lørdag den 21/5 kl. 13.00.

Emil Sørensen knalder bolden i mål til 1-0. Foto: Bo Hilsted

Nicklas Skou på vej igennem inden pausen. Foto: Bo Hilsted

Her Casper Abildgaard højest, Fredensborg var også bedst i hovedspillet. Foto: Bo Hilsted

 

Kilde:

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk