Menu

Fredensborg er stadig ikke fri af nedrykningsfaren

Bo Hilsted
14. juni 2015 kl. 09:27
Holdet var foran 1-0 mod SC Egedal, men endte med at tabe 1-2 og er dermed stadig en del af nedrykningsspillet

Fodbold: Fredensborgs tidligere træner, Thomas Gammelgaard var på besøg med SC Egedal, der som Fredensborg er en del af nedrykningsspillet i den skæve danmarksserieturnering i år, hvor hele seks hold skal rykke ud af rækken.

Og umiddelbart så det ud til, at Fredensborg skulle være dem, der skulle være gladest ved gensynet, for Christian Schulze bragte efter fem minutters spil hjemmeholdet foran på et flot hovedstød efter Tobias Andersens milimeterpræcise indlæg fra højre fløj.

Med den gode start i ryggen skulle man tro, at hjemmeholdet kunne spille frigjort og en anelse mere afslappet, men det blev hurtigt klart, at kampens betydning tyngede spillerne.

Fredensborg har fortsat en alenlang skadesliste, hvilket betyder rokeringer – ikke mindst i bagkæden – og SC Egedal kom til et par store chancer, som halvlegen skred frem.

Fredensborg kom til en stor mulighed efter 37 minutters spil, da Christian Schulze gled igennem i højre side og servede bolden for fødderne af Tobias Andersen, der ved nærmeste opstander fik bugseret bolden på overliggeren, hvorefter Mathias Olesen ikke fik fat i returen.

Efter pausen fik Christian Schulze en stor chance for at øge til 2-0, men kiksede, og i stedet udlignede gæsterne til 1-1, og et kvarter før tid gik det helt galt, da Fredensborg ikke fik clearet et langt indkast, hvorefter andenbolden blev sparket i kassen til 1-2.

”Efter anden halvlegs spil og chancer er det fortjent, at de vinder,” sagde en lidt frustreret Thomas Thomsen efter kampen, ”men vi havde chancerne til at lukke kampen ved 1-0, og ved 1-1 har vi en overtalssituation, der burde have givet mål, men vi må afgøre det selv på lørdag, hvor et point i Birkerød vil være nok til at redde os,” sluttede træneren.

Dette vel at mærke, hvis de andre resultater ikke flasker sig, for ellers kan Fredensborg være sikret selv i tilfælde af nederlag i den sidste kamp.

Fredensborg møder Birkerød på udebane lørdag den 20/6 kl. 15.00.

Kilde:

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk