Menu

Fredensborg 2 vandt igen efter pligtsejr over bundhold

Simon Bugge
27. april 2015 kl. 11:20
Efter sidste uges meget opløftende indsats med et heftigt afbudsramt mandskab mod topholdet Allerød, vidste vi på forhånd, at det ville blive en helt anden kamp mod bundproppen Harper. Da bane 1 fortsat ikke er mulig at spille på, var vi igen henlagt til at spille på bane 4 og selvom den langsomt bliver bedre, er den stadig ikke helt til det finpolerede fodboldspil.

Kampen var dog kun ca. 10 minutter gammel, da vi kom foran efter en offensiv opvisning af vores to center-backs. ”Stif” sendte et super indlæg ind i hovedet på Frederik Brandt, der placerede hovedstødet helt oppe i hjørnet. En lille perle af kaptajnen.
Resten af halvlegen var et langt pres mod Harpers mål, men manglende skarphed gjorde, at vi måtte gå til pausen med en alt for spinkel føring i forhold til spil og chancer.

Kampbilledet fortsatte efter pausen, men heldigvis blev det en anelse bedre med udnyttelsesprocenten, da Matthias O efter ca. en times spil fordoblede føringen med en usvigelig sikker afslutning.
Efter en fin frispilning af Magnus Madsen var Matthias O var igen på pletten til 3-0, da han knastørt bankede bolden i kassen uden chance for keeperen. På trods af flere chancer blev det ved de 3-0, hvilket nok må siges at være et par mål i underkanten.

Kampens spiller blev veteranen Kim Brøndsholm der leverede en sublim indsats på den defensive midt, hvor han vandt alle sine dueller og fordelte boldene med stor omtanke. 2.-fidusen gik til Andreas, der ellers normalt er målmand i førsteholdstruppen, men som brillerede med mange gode offensive fremstød fra venstre backen samt udviste stor vilje i det defensive arbejde.
 
Generelt en fornuftig indsats, der under bedre betingelser og med deraf følgende støre skarphed på den sidste tredjedel af banen nok havde udmøntet sig i en større sejr, men det vigtigste var trods alt de tre points. De blev bestemt ikke dårligere af at både Humlebæk (nr 1) og Allerød (nr 3) begge tabte deres kampe, så vi nu kun er 1 point efter Humlebæk og har samtidig fået luft på fire points ned til Allerød.

Det ser lovende ud!

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk