Menu

2. holdet rundede efterårssæsonen af med endnu en sejr i lørdagens lokalopgør ude mod Kvistgård.

23. november 2014 kl. 17:57
Der var lagt op til et brag af en lørdag med først den vigtig kamp og sidenhen afslutningsfest for hele truppen. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke skulle blive nogen nem opgave at komme fra Kvistgård med fuld pointhøst, hvor særligt deres 18-årige 10èr var en evig trussel på omstillingerne.

Kvistgård kom foran allerede efter 5 minutter på et velplaceret hovedstødsmål af den gamle Fredensborg-spiller Morten Johansen. Vi kom dog hurtigt ind i kampen igen og særligt højresiden med Magnus Madsen og Nicolai Lyskov brød flere gange igennem og skabte flere gode muligheder. Udligningen kom i det 20. minut, hvor afslutningen fra netop Nicolai Lyskov kun blev halvklaret af deres målmand og Mathias O var lynsnap over returen og sendte den sikkert i kassen. Det ændrede ikke på kampbilledet, hvor vi fortsatte med at trykke på, mens Kvistgård bestemt ikke vart ufarlige i kontra-fasen. Vores bedste chance kom da Miro med et hårdt hovedstød kanonerede bolden på tværribben, men det blev ved de 1-1 ved pausen.

I 2. halvleg faldt Kvistgård længere tilbage på banen, hvilket gjorde vi meget af tiden var på bolden. Omvendt havde vi dog meget svært ved at skabe nogle åbne muligheder. Efter en omstilling og på noget af et "Hail Mary" langskudsforsøg fra en Kvistgård-spiller kom de desværre foran med godt ti minutter igen og det hele syntes pludselig lidt håbløst.

I et desperat forsøg på at vende kampbilledet blev Tårnhøje Nichlas Madsen sendt helt på toppen og der blev givet signal til god gammeldags kick and rush. Det skabte lidt panik hos Kvistgård og kastede flere hjørnespark af sig og på et af disse udlignede Nichlas Madsen i det 89. på et super hovedstød og bare minuttet efter scorede han på en nedfaldsbold i feltet og blev dermed dagens store helt med målet til 2-3, der også blev kampens resultat.

Efter kampen kunne vi endvidere konstatere, at Humlebæk var snublet i den svære udekamp mod Gladsaxe Hero og kun fået 2-2, hvilket betyder at vi overvintrer på 2. pladsen i serie 3 med kun to point op til ærkerivalerne fra Humlebæk.

Der skal på mine vegne lyde en stor tak til hele klubben for en flot opbakning igennem hele sæsonen og selvfølgelig til Claus og spillerne som jeg håber vil være supermotiverede for at fuldføre sæsonmålet om oprykning, når banerne igen begynder at blive grønne.

 

Med grøn-hvide hilsner

Simon Bugge

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk