Menu

2. holdet havde i weekenden sæsonpremiere hjemme mod nyoprykkerne fra Farum Boldklub og det blev en fornuftig en af slagsen med en 7-1 sejr.

19. august 2014 kl. 13:55
I opstarten har vi været lidt ramt af ferie-afbud, så det har ikke været en optimal opstart, men det var alligevel et ganske slagkraftigt hold, der blev sendt på banen anført af kaptajn Brock.

 


FBI kom flyvende ud af starthullerne og allerede efter 9 minutter stod den 2-0 til FBI på mål af Mathias O og den til lejligheden omskolede spidsangriber Nichlas Madsen. Desværre lod det til at virke som en lille sovepude, da Farum langsomt kom bedre med og havde optræk til nogle halve chancer. Det ændrede sig dog omkring den halve time da Christian Tyron reelt lukkede kampen med scoringen til 3-0 og kort tid efter valgte en Farum-spiller at kaste bolden efter Nichlas Madsen og fik direkte rødt.

Med 11 mod 10 mand i hele 2. halvleg var det mere eller mindre spil til et mål og i momenter var der ganske velspillede angreb og på mål af Nicky Antonsen x 2, Mikkel Staun, Mathias O scorede vi yderligere fire gange. Eneste malurt i bægeret var, at det lykkedes Farum at score på en contra, hvor vi egentlig var 4 mod 3 i forsvaret, men det går nok, når man trods alt vinder 7-1.

Der var mange positive takter og der er mange der fortjener ros, men den unge højre back Nicolai Andersen blev fortjent valgt til kampens spiller foran Nicky Antonsen der også spillede en god kamp på den offensive midt.

Målsætningen er helt klar for 2. holdet og den hedder at vinde rækken og dermed sikre oprykning til serie 2.

På onsdag spiller holdet igen i seriepokalen hjemme mod Harper FC kl 18.30, hvor vi kun kan opfordre folk til at komme ned og se på nogle af de nye unge Fredensborg-talenter.

 

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk