Uden venner går det ikke
Støtteforening helt afgørende for klubbens økonomi.
Den 15. februar 1950 mødtes en række interesserede mennesker på ”Landevejskroen” i Fredensborg hvor de stiftede foreningen Fredensborg Boldklub og Idrætsforenings Venner.
Foreningens første formand var frisørmester Poul Hansen, mens portør P. H. Petersen blev kasserer og sekretær, og den øvrige bestyrelse kom til at bestå af Svend Karlsen, Helge Jensen og Axel Johansen.
Det var indledningen til den egentlige Støtteforening for FBI for indtil da var det skiftende bestyrelser der også havde måttet sørge for alle midler til foreningens drift.
Gennem 25 år frem til midten af 1970-erne fungerede FBI`s Venner, og de stod for mange arrangementer, der betød indtægter til klubben.
Men i februar 1975 var der så ringe tilslutning til foreningens 25 års jubilæumsfest, at man besluttede at stoppe aktiviteterne, og foreningen trådte nærmest vande i nogle år.
Midt i 1980-erne kom der et helt nyt initiativ, hvor en gruppe ældre medlemmer oprettede en helt ny forening, nemlig FBI`s Fanklub, som har været et kolossalt aktiv for klubben, idet de år efter år har kunnet overrække en check på 100.000 kr. eller mere.
Ikke mindst det årlige Kræmmermarked har stor betydning for Fanklubbens økonomiske resultater, og desuden har fodboldstævnet for shippingfirmaer været særdeles indtægtsgivende.
Ud over Fanklubben er det cafeterieforeningen, der hvert år yder et stort og godt bidrag og det samme gør klubbens mange sponsorer.
Uden venner går det ikke.